Udskriv

Om Søblomsten

Søblomsten blev bygget i sommeren 1991 i den lille by Stadsbygd på Fosenhalvøen nord for Trondheim. Omkring 50 unge århusianere deltog i bådebyggeriet, der blev ledet af en norsk bådebygger, Einar Borgfjord, som har specialiceret sig i netop Åfjords-fembøringer.Der blev lagt vægt på, at Søblomsten både byggeteknisk og sejlmæssigt svarer nøje til de oprindelige Åfjords-fembøringer.

Åfjordsfembøringen er en åben træbåd, der drives for råsejl. Skroget er klinkbygget af omhyggeligt udvalgt gran og fyrretræ.

Åfjordsfembøringens oprindelige hjemstavn var i distriktet omkring og nord for Trondheim i Norge, hvor den fra 1400 tallet og helt op til begyndelsen af vort århundrede har fungeret som brugsbåd. Historien bærer vidnesbyrd om at den udover at være en efffektiv sejl- og robåd, også har været en uhyre søstærk båd.

Med sit slanke skrog , sine elegante linier og det karakteristiske råsejl, fører Åfjordsfembøringen med rette tankerne tilbage til vikingetidens skibe, og den fælles nordiske kulturarv, som den er en del af. Søblomsten er pt. udlånt til Nordvestjysk Fjordkultur.