Udskriv

Om Blaaheia

Om Blaaheia Blaaheia er den største af de to både i Skibslaget Åfjordsbådene.

Blaaheia blev bygget som et højskoleprojekt i sommeren 1995 på Museet Staværingen (nu "Kystens Arv") i den lille by Stadsbygd på Fosenhalvøen nord for Trondheim, og omkring 50 unge århusianere deltog. Bådebyggeriet blev ledet af en norsk bådebygger, Einar Borgfjord, der har specialiceret sig i netop Åfjords-fembøringer. Der blev lagt vægt på, at Blaaheia både byggeteknisk og sejlmæssigt svarer nøje til de oprindelige Åfjords-fembøringer.

Åfjordsfembøringen er en åben træbåd, der drives for råsejl. Skroget er klinkbygget af omhyggeligt udvalgt gran og fyrretræ. Åfjordsfembøringens oprindelige hjemstavn var i distriktet omkring og nord for Trondheim i Norge, hvor den fra 1400 tallet og helt op til begyndelsen af vort århundrede har fungeret som brugsbåd. Historien bærer vidnesbyrd om at den udover at være en efffektiv sejl- og robåd, også har været en uhyre søstærk båd.

Med sit slanke skrog , sine elegante linier og det karakteristiske råsejl, fører Åfjordsfembøringen med rette tankerne tilbage til vikingetidens skibe, og den fælles nordiske kulturarv, som den er en del af.